Sverige - Pipi Langstrømpe Fairy Land
Tul-la-hop, tul-la-hej, tul-la-hop-sa-sa.
Her kommer Pippi Langstrømp’
Ja her kommer faktisk jeg…

Brrrr… motoren gik i stå som en gammel grammofonplade.
Men faktisk gik den ikke i stå, den blev kvalt med vandet og hostede forfærdeligt.
Så blev der stille … indtil Karl afbrød det moment
…” for fanden…!”


… Tul-la-hop, tul-la-hej, tul-la-hop-sa-sa…
Således begyndte vores ferie i retning af Pipi Langstrømpe Fairy Land.

Eller måske ikke begyndte, fordi vi var nødt til at begyndte den igen.
For at køle nerver ned, åbnede vi den første ”anker øl” i Skive Havn, og det var en bedre begyndelse.

Motoren spyttede vand ud til alle sider, som gadedrengene og endelig åndede den et lettelsens suk af diesel …ufff


Vinden blæste os ud fra havnen, uden nogen særlig forberedelse, det gik alt for hurtig, og det fortrød vi faktisk senere.
Planen var at sejle til Thyborøn kanal, til Norge, Sverige, Hals og til Limfjorden igen. Men det er som nogen sagde engang:
Sejlere skriver deres planer i sandet, som siden forsvinder med tidevandet. Faktisk kan jeg sige, at kaptajnen drukner planer i saltvand med den første forkerte vind. Det skete med os. Det blæste ”en hel pelikan”, med vinden i snuden sejlede vi vores ”snegl sejlads” 2 knob. Vi ville ikke til Sillerslev, vi ønskede bare til Færker Vig og overnatte ved en bøje. Vi stirrede længe efter bøjerne, og vi kunne bare kigge ud i uendeligheden og kunne ikke se de gule bolde ude i vandet, fordi de bøjer, som bør være der, var i et andet mærkeligt sted, i en have på Fur. Jeg så dem senere på sommeren og fortalte Karl Ejner, at jeg endelig havde fundet dem derovre! Men det skete mange uger senere. Planen om Sillerslev blev druknet i saltvand, bøjerne var ikke i Færker Vig, så den sidste mulighed var for os til at sejle til Fur Havn.
Vi beregnede hurtig, at vi slog en regional rekord og måske en verdensrekord på en sneglesejlads, da det tog 8 timer at sejle distancen fra Skive Havn til Fur Havn! I det øjeblik fortrød vi, at vi ikke havde tiden til at klare skibet ordenligt. Vi begyndte at spekulere på, at skibet måske er godt beskidt under bunden og slæber en hel muslingenfarm med os på turen. 19.30 viste uret, da vi ankom til Fur Havn, med den muslingefarm som voksede og voksede i vores fantasi i hver minut og blev større og større under vores køl. Det var godt nok en hård tur, en hård vind, en hård dag, en hård begyndelse ……

Tul-la-hop, tul-la-hej, tul-la-hop-sa-sa…

Næste dag skinnede solen i al sin herlighed på den blå himmel, hvor måger gjorde akrobatik. ”Der var noget i luften”… noget optimistisk. Sanne og Michael fra Færgekroen lavede store øjne, da vi dukkede op foran dem pludselig kl.10.00 ”Vi tænkte at I er på ferie” - sagde Kromanden og kiggede på os, som han så et spøgelse ”Men vi er på ferie”!- sagde vi og grinede. Kaffe med historie, fra vores første ferie dag, smagte godt. Faktisk, det var bare den første dag, og vi fik masser af oplevelser. Men vi skal videre. Vi fik en flaske østrigsk vin, til en hyggelig aften, og penge med til is. Som Sanne sagde ” Det gør feriebørn altid” mange kærlige knus som om vi næsten skal sejle jorden rundt og lovede dem at skrive rapport fra vores tur, så de kan følge med i vores ferie, fordi de fandt stor interesse i at høre hvordan historien udvikler sig….

Tul-la-hop, tul-la-hej, tul-la-hop-sa-sa…


Vi tog kurs mod Løgstør og i det fantastiske smukke vejr åbnede vi en formiddags øl…det var en drømmesejlads.… vi svømmede bare i lykken… Men Karl afbrød mit humør, min lykke…da han kort sagde: ” Nyd det nu, fordi jeg lover dig en hoppe sejlads, når vi kom forbi Livø”. ”En hoppe sejlads”?...det er ikke drømmesejlads, det er en træls sejlads, og det var sådan op i den blå himlen og ned i det salte vand, klask og brusebad på halsen og igen og igen indtil Karl fik sommerfugle i maven, og jeg turde ikke længer at gå ned i skibet på toilettet og Karl heller ikke, fordi vi bange for at kaste op, så den sidste mulighed var en spand i cockpittet! Det blæste 18 m/s da vi fortøjede skibet kl. 16 i Løgstør. Jeg vil bare sige ”Holda keftig”det var noget sejlads!
Vi købte ”børne is” i kiosken og gik på indkøb.

Men da vi kom tilbage fik vi ”kromandens store øjne”, fordi vores for fortøjning var sprunget, og skibet fik grimme ridser fra skruer som sidder, som pindsvins hår med spidser ud fra kajen. Så pas på hvis I kommer til Løgstør. De kan ikke skrue skruerne helt ind. Måske mangler de armkræfter. I det samme faldt vores humør ud på kajen og det var svært og tag det op igen. Da Karl fortøjede skibet med 5 liner, kom der fra skibet duft af medisterpølse indpakket i bacon, en god duft: ”En grillet medisterpølser kan redde vores humør?…., fordi vi glemte alt og blev bare sultne…. Det var godt nok en hård tur, en hård vind, et hårdt uheld, et hårdt humør, en hård anden dag……

Tul-la-hop, tul-la-hej, tul-la-hop-sa-sa…


Med en fuld mave ser man virkeligheden i bedre farver…

Tul-la-hop, tul-la-hej, tul-la-hop-sa-sa…

Det var Preben fra Fur som gav os idéen til, at sejle til Aalborg, at tage skibet på land og at rense det fra den unødvendige vægt. ”Alt er gået fint i dag-skrev i rapporten Karl til kromanen. Vi ligger i Ålborg, har en aftale med kranføreren kl. 10 i morn form. Vi vil have en mekaniker til at se på motoren inden vi sejler over Kattegat eller Skagerrak, der er noget galt for der er blåt vand i bunden af båden, du ved med frostvæske i. Det er lige i dag den er begyndt med det. Det vil jo sige at der kommer saltvand ind til det ferske vand i motoren og det er jo ikke meningen at de skal blandes. Men ellers går det godt, det kræver sin mand og kvinde at tage på ferie med båden. Sidder lige her i den nedad gående sol, vinden er svag og det er fuldstændig stille ikke en lyd kun vandets klukkene kl. er 21.10 og det lugter af bones nede fra kahytten.”


Skibet blev hævet fra vandet og forsigtigt trukket på fastlandet i Aalborg den næste dag. Hans, som er kranfører, og er en utrolig flink mand, ventede på os i stilhed om morgenen. Formanden fra sejlklubben sagde om Hans, at han er en gammel pensioneret lærer. Men han glemte at sige, at den gamle pensionerede lærer, sejlede jorden rund med Cassiopeia for nogle år siden!


”Jesus, Maria!”- Det var en af de første bøger som jeg og Karl læste sammen ved pejsen på Fur og drømte om at sejle i det store vand. "Jorden rundt med Cassiopeia" hedder bogen. Vi fik ham til at signere vores udgave. Her mødte vi også Søren, som lånte mig en cykel, fordi jeg var nød til at cykle til marinebutikken for at købe nogle zinkklodser, mens Karl rensede skibet. Vi kom også i tanke om at ville det være godt at have nogle papirkort over Sverige, så jeg cyklede flere gange til marinebutikken og til marinaen tilbage. Mens jeg cyklede og cyklede begravede Karl sig i motoren, det var en billig løsning på problemerne med det blå vand! Det var en fantastisk varm sommerdagen, dag med glæde, og vi nød livet 100 %. Da solen begyndte at gå ned, drak vi sundowner (tonic med gin, citron og is) indtil der kom duft af entrecote og hvidløgsbrød som vi spiste sammen med kartoffelsalat. Vi følte os tilpas i Aalborg, og tanken om, at vi kunne tilbringe resten af vores ferie i den venlige havn, blomstrede i os…
Tul-la-hop, tul-la-hej, tul-la-hop-sa-sa…
Næste morgen kom der regnvejr med torden. Mens vi spiste vores morgenmad lyttede vi til naturens uro. Efter tordenen kom solen, og vi sejlede videre efter regnbuen til Hals, hvor guldet ligger, i retningen af Pipi Langstrømpes Fairy Land.

… Tul-la-hop, tul-la-hej, tul-la-hop-sa-sa…

Vandet var mørkeblåt og solen glitrede på dets spejl – et helt roligt spejl. Vi kom til jernbanebroen, og vi kunne ikke tro i vores egne øjne, da vi så broen, som ikke var hel, broen med hullet….Mærkeligt… Karl tog VHF-radioen og spurgte skeptisk: ”Hallo, jernbanebroen… Her er Pani Jensen. Broen har ingen klap på, er det sandt? Over”. Vi har aldrig modtaget et svar på Karl Ejners spørgsmål. Så vi kiggede igen på broen på hinanden, på VHF -radioen og begyndte at grine… Det var ikke et fatamorgana, broen har faktisk ingen klap. Det skete for et par måneder siden, da et stort skib sejlede i den. Vi bevægede os meget forsigtig og, vi var stadig bange for, at klappen pludselig ville dukke op fra den blå himmel.

Så kom vi til næsten bro, broen med klappen. Her cirkulerede skibe som fisk i et akvarium og ventede til åbningstiden. Pludselig stopper trafikken på broen. Det føles om hele verden står stille… verden holder vejret, evigheden…. Da vi nærmede os Hals, fik vi kuldegysninger, da havnen var fuld af træskibe. Vi er ikke helt vilde med havne manøvrering med vores 9 ton skib! Men vi fandt en lille plads ved kajen og fik lov fra havnefogeden til at ligge der. Havnen var fuld af skibe, fuld af mennesker, fuld af musik, fuld af duft af fisk, fuld af måger. Det sydede og boblede af fiskefestival i Hals.


Da vi sad sammen glade i cockpittet og nød det livlige havne liv, dukkede en gammel mand op, en bekend af den gamle havnefoged på Fur, Jens Christian. Den gamle mand hed Hans Ustrup, og vi fik en lang snak med ham. Da vi fortalte ham at Jens Christian var i avisen, kom han også med en avis, som vi skulle give til Jens Christian, og vi fik også lov til at kigge i den. Vi kiggede naturligvis i den, da vi blev ramt af nysgerrigheden. Artiklen drejede sig om en skibsmodel som Ustrup byggede til Vejle kirke.


Da solen begyndte at gabe, gik vi væk fra musikken, væk fra duften af fisk, væk fra skibet, væk fra mennesker, og vi løb straks ind i en blåhvals mund. Så blev det mørkt…
Vi vinkede ”bye bye” til Hals og sagde ”god dag” til Kattegats farvande. ”8 timer til Læsø, den smule vind der var havde vi lige i røven, den mest elendige måde at sejle på, det hele ruller og vipper – skrev Karl i rapporten til kromanden.



Se hvad jeg fangede på vejen over (Karl fangede en stor makrel). Jeg havde 2 mere på krogen, men Agnieszka sejlede for stærkt så de faldt af. Jeg fangede en lille hornfisk også. Nok til vores aftensmad.
Alle fisk forsvandt fra Karls hoved i et øjeblik, da kortplotteren begyndte at drille os. Jeg observerede flotte svedperler på kaptajnens pande, som dukkede op og roligt rullede sig ned fra panden til nakken og droppede på skibsdækket….kap…kap..
Vi fandt et gammelt papir kort og sejlede usikkert videre. Stilhed blev afbrudt af et spørgsmål: ”Hvad tror du, skal vi sejle her eller der….?” Jeg pegede på en retning… der….
Vi tog en pause fra sejladsen, brugte to dage på Læsø og” ladede batterierne op”…



Vi lejede cykler og cyklede til saltsyderiet, som Læsø er berømt for. Hvorfor vand er salt? Da jeg var lille hørte jeg historien om den magiske kværn sunket i havet, som maler stadigvæk salt. Men er det sandt? Med en stor ske blander Paul varmt vand med salt. Vanddamp omgiver os og pludselig begynder Paul at fortælle ... fortælle historien om salt…


De gamle huse med tangtage på Læsø ligner heksehuse. Der var faktisk mange heksehuse i de gamle dage på Læsø, men nu er der bare cirka 20 tilbage. Jeg ved ikke, om der er nogle hekse tilbage. Men folk taler ikke om det. Det ser lidt mærkeligt ud et kirketårn, fyldt med saltvand. Det er brugt som en svømmehal, og jeg ved ikke, om jeg kan lide den eller ej. Men Karl sagde, at det er godt, at den ikke står tom, og jeg er enig med ham. Halleluja. Jeg fik godt nok ondt i min røv efter den cykletur, så det var rart at komme tilbage til skibet.


Den næste dag var en stor fiskedag. Vi gik en lang gåtur på stranden og bagefter fiskede vi. Vi fiskede 3 fjæsinger og 2 torsk. Karl var lidt jaloux (og er stadigvæk), da min torsk var større and hans makrel! Jeg kan godt lide at fiske, men jeg kan ikke lide at tage den fra en krog, så hver gang blev jeg overasket over at jeg fangede noget og råbte efter Karl.…hjælp..hjælp…jeg har en fisk! Så det er fisk igen til aftensmad! …

Tul-la-hop, tul-la-hej, tul-la-hop-sa-sa… Sverige 6 Fra Læsø til Sverige Vi læste en bog sammen: ”Eva Luna” Isabel Allende. Karl læste den om morgenen, jeg om aftenen, og om dagen snakkede vi om bogen. Den nød vi begge to. Men i dag var der ikke tid til at læse bogen. Vi stod op kl. 6 om morgenen og gjorde skibet klar til sejladsen. Vi kontrollerede vandfiltret og pumpede vandet fra tanken for at undgå problemer med motoren. Det var vores ritual på hele vores sejlads. Vi spiste et friskt brød fra det lokale bageri og tog til søs.


Kattegat stod stille. Der var ingen vind. Jeg så krabber, som gik på deres formiddagstur, på bunden af vandet. Karl var lidt nervøs over at jeg så dem. Er der vand nok under kølen? Jeg ønskede at jævne de bekymrede rynker, så jeg smurte kaptajnens pande med den sidste solcreme dråbe ”Sun care” og håbede, at den stadigvæk var effektivt, da den sidste dato udløb i år 2005. Jeg stoppede også med at fortælle ham om krabbernes vandreruter. Det hjalp.


Det var vores nabo på Læsø som gav os ideen til at sejle til Donsø. Alt var spændende for os, alt var nyt, så det var lige meget, hvis vi skulle sejle til bagbord eller styrbord, eller ligeud. Hos Karl vågnede et jægerinstinkt, han bevæbnede sig med en fiskestang, da der var 20 sømil til Sverige, en lang sejlads. Der var trafik på vandet, Svenskerne sejlede til Denmark og Danskerne sejlede til Sverige. På denne måde passede antallet af mennesker i statistikken. …så kom en fisk på fiskestangen, og Karl trak sin egen aftensmad med stort tilfredshed, en flot svensk makrel. Vi sejlede gennem en stor trafikrute og følte os små på det store vand.



Så fandt vi Trubaduren, et fyrtårn og bagefter styrede vi til Donsø. Kortet viste to veje og begge to lignede stramt og smal, så rynkerne på Kaptajnens pande kom igen på et øjeblik. Jeg havde desværre ikke mere sun creme til at jævne dem igen….… Tul-la-hop, tul-la-hej, tul-la-hop-sa-sa… Den magiske Pipi Langestrømpes verden var lige ved hånden…. Det så spændende ud, alt som viste sig foran os, søde huse på klipperne, skibe som gemte sig i naturen, sejlerne som sad på klipperne. Vi så hygge omkring os. Skibet sejlede langsomt i gelevandet, fuld af millioner af vandmænd, så det var umuligt for mig at undersøge det svenske krabbeliv. Vi var usikre, men det lykkedes for os at finde vejen til Donsø i klippernes labyrint.



Vi var også heldige at finde en lille plads i havnen. Havnefogeden var en flink mand, det læste jeg af hans kropssprog, for jeg forstod ikke en skid af den svenske snak. Vi var her i Sverige i Pipi Langestrømpes Fair Land, klokken viste kl. 18.00, og de