Minsalim den Russiske mammut-billedskærer. "Minsalims Mammutlaboratorium"



På et internationalt træsymposium i Schweiz mødte jeg i sommeren 2015 en journalist. Jeg fortalte ham, at jeg havde tænkt mig at besøge en usædvanlig billedhugger. Og han er usædvanlig, da han ikke kun laver skulpturer i træ, men først og fremmest i mammutstødtænder. Journalisten gjorde store øjne og spurgte mig vantro: - Er det muligt?
- Hvad er muligt? Spurgte jeg ham tilbage.
- Jamen ... skære i mammutstødtænder?
- I Sibirien kan du! Svarede jeg med et smil.
- Og der kan du endda selv finde mammutstødtænderne. I Europa er det sådan, at hvis nogen finder en mammutstødtand, sættes den straks på museum under glas og helst med ordene: ”Må ikke røres.” - Sådan er det ikke der, hvor jeg rejser hen, til det vestlige Sibirien i Tobolsk region.
Jeg lavede en aftale med journalisten om at sende ham en artikel.


Tobolsk

Hvis vi kigger på kloden, finder vi Tobolsk i den asiatiske del af Rusland, ved mundingen af floden Tobol til Irtysh.
Det er en gammel sibirisk hovedstad. Jeg blev overasket over, at der også er en kreml i Tobolsk by, da jeg troede, at Kreml kun ligger i Moskva. Jeg tog fejl. I Rusland findes der en kreml i mange byer.
Kreml er en fæstning beliggende i de russiske byer, som regel bygget på en bakke.
Murene omkranser: kirker og bygninger af officielle funktioner. Den i Tobolsk er speciel, da det er den eneste kreml i Sibirien, som er bygget af sten. Den er ikke rød som den i Moskva.
Den er hvid som det Hvide Hus i USA. Historisk er byen forbundet med zarfamilien.
Her søgte de tilflugt under revolutionen (1815).
Kort efter rejse de til Jekaterinburg, hvor de blev henrettet.
Og hvordan ser Tobolsk ud i mine øjne? Byen kan opdeles i to dele: gammelt og nyt. Den gamle del ligger lavt i det tidligere flodleje Irtysh.
Her mellem de mange gamle træhuse føler jeg Sibirien.
En ny bydel ligger omkring 15 meter højere, den blev etableret for ikke så længe siden, og det er for det meste blokke, butikker og hoteller. Det er en bydel uden atmosfære.
På grænsen mellem de to bydele, sidder jeg og holder en kop russisk te i hænderne og prøver at holde varmen. I anden halvdel af september er det koldere end i Danmark. Om natten kommer den første frost.


Minsalim

Jeg ser på ham og drikker te med masser af sukker i, mens han synker ned i sine tanker… Minsalim Timergazeev sidder foran mig og efter lang tids tavshed siger han langsomt:
- Den første skulptur lavede Gud af Adams knogler. Så Gud var den første knogle-billedhugger, da han lavede noget så smukt som en kvinde. Kort sagt, at skære i knogler er en speciel ting.
Sagde han som en meget klog gammel mand. - Hvor gammel er du Minsalim?
- Ifølge nogle er jeg allerede 174, men officielt 65.
Jeg er en gammel mand, siger han med et kryptisk smil, som om han læser mine tanker. Jeg smiler også.
Men når man ser på ham, på de skrå, vibrerende, sjove, brune øjne, det store overskæg på et rundt ansigt ligesom solens hoved og med pjusket hvidt hår, ligner den lille runde mand næsten en kendt figur fra de sibiriske legender.
Og i virkeligheden tager jeg ikke fejl, for han er opvokset med de mange legender, han blev fodret med dem som barn, og da han voksede op, blev han en sand historiefortæller af de gamle legender.
Når jeg ser direkte på ham, ser han efter min mening ud til at være omkring 100 år.
Om Minsalim er der en masse legender og anekdoter. Bl. a. en fortælling om hans alder, som jeg rigtig godt kan lide: En dag udstillede Minsalim sine værker i Berlin.
En ældre kvinde var meget begejstret for hans kunst.
Men hun interesserede sig ikke kun for kunst, men også for selve kunstneren Minsalim.
- Hvor gammel er du? Spurgte hun, ligesom jeg gjorde.
- 100 ! Sagde han hurtigt.
- Hvad? Jeg er kun 84. Så hvorfor ser du yngre ud end mig? Spurgte hun, overrasket.
- Det er fordi, forklarede han, at jeg drikker den russiske vodka, som er lavet af det sibiriske kildevand.
”Bedstemoderen” tænkte sig om et øjeblik, og så spurgte hun forsigtigt, om han havde denne vidunderlige drik med, så hun måske også kunne smage det.
Hun smagte en og sagde: - Herligt. Det er 32 år siden, jeg sidst smagte ”sådan en lille skarp”!
Siden den dag kom den tyske kvinde hver dag for at se ”Minsalims udstilling”.
Hendes øjne blev yngre, hendes skridt blev lysere. Kun Minsalims moustache blev slidt af kyssene.
Hans navn er meget sjældent – Minsalim.
Det stammer fra tatarisk og betyder ”glad”. Og sådan ser han også ud. Specielt nu, da han efter mange år, realiserede sin drøm og åbnede
”Museum of the Bone History” i Tobolsk by
– the city of craftsmen.

Det er næsten som et færdigt manuskript til en film: Drama med en lykkelig slutning.
Da historien om dette sted er usædvanlig og tæt forbundet med ham. Inden der blev museum, stod der et meget gammelt hus, forladt og nedbrudt, her i hjertet af Tobolsk, lige over for den hvide kreml. Et flot hvidt kloster. Det hus var så gammelt som Minsalim selv, omkring 100 år.
Så min teori er, at hans alder er bekræftet her, da de er jævnaldrende. Engang var der i huset masser af liv, da der var et børnehjem. Man kan sige et usædvanligt børnehjem, fordi dets fulde navn var: Tatars Børnehjem, og alle her kommunikerede på tatarisk sprog.
Da man bragte den lille Minsalim, et tatarisk forældreløs barn, hertil i en af de kolde sibiriske vintre, var han måske knap tre år, og Tobolsk var dækket af et tykt lag hvidt sne.
Det var her han voksede op, og man kan sige, at han blev her for evigt, som den sidste af de forældreløse børn. Den sidste soldat på vagt.
Måske udviskede vinden grundigt sporet i sneen efter ham den kolde vinterdag, da han blev efterladt for første gang i dette hus, så han ikke kunne finde vejen tilbage til sin historie.
Minsalim har aldrig kendt sine forældre og aldrig fundet ud af mysteriet om, hvad der skete med dem. Derfor leder han måske efter sine rødder i de forskellige kulturer, myter og legender.
Selve bygningen blev doneret til ham af de kommunale myndigheder, forladt og i komplet ødelagt tilstand.
Engang tog denne bygning sig af ham, nu tager han ansvaret for bygningen - tænker jeg.
Minsalim har rekonstrueret bygningen med sine egne kræfter. Og her skabte han: ”Museum of the Bone History”. På grund af den personlige tilknytning har museet også et andet navn: ”Minsalims hjem”.
Faktisk er her som i et rigtigt hjem.
Her er der også en kop varm te til mig. Når jeg holder om koppen kommer varmen til mine hænder. Ja det er rigtig koldt.
Der er også tatariske lækkerier: Sprøde bagværk ” Баурсак” (Baursaki). De er så store, at de ligner et bjerg af hatte.
Sammen med andre museumsgæster smagte jeg på en velsmagende ” Баурсак” og så på billeder af den unge Minsalim og børnehjemstræhuset omgivet af sne. Stumper af et liv for evigt fastholdt i fotos.
Et af de gamle sort-hvide fotos viser et udsnit fra børnenes liv: Rummet er fyldt med senge.
I dem sover drengene pænt ved siden af hinanden, og de er måske ca. 7 år gamle. De ligner hinanden.
Måske er en af dem Minsalim? Men det er vanskeligt at sige, da han ikke havde det karakteristiske udseende dengang.
Huset er fyldt med udstillinger og med minder. Minsalim ved præcis, hvor alt var i gamle dage, da dagens historie er sammenflettet med fortiden her. Nu er rummet fyldt med udstillingsskabe.
Bag glasset ligger der knogler og horn fra forskellige dyr. De ligger pænt som drengene på fotoet.
Mange af dem er så hvide, at det er muligt at tage fejl og sige, at nogle af dem er lavet af marmor, da de er så hvide som sne. Elghorn, kaskelottand, mammuttand, mammutelfenben, mammutskelet - er der skrevet med små bogstaver på et stykke papir med beskrivelsen af skulpturerne.
Hornene og knoglerne er usædvanlige og originale, fordi en mester har rørt ved dem. Som om Minsalim har brugt tryllestaven, begynder de at fortælle de gamle sibirske myter.
Værkerne har etnisk karakter, og derfor er der masser af små shamaner, som spiller på trommer, taler med fugle eller bjørne.
Det er næsten muligt at høre dem slå rytmisk på trommen, falde i trance og rejse i tiden og over tiden.
De shamaner fortæller sibirske legender om to brødre: Dagen og Natten, historier om solen, om den gyldne kvinde, om menneskenes bror – bjørnen.
I museet er der også plads til de nysgerrige, til begynderne, da det er muligt, selv at prøve at blive knoglebilledhugger - for a moment. Alt er klart: Bordet med lys og en kasse med forskellige materialer.
Man kan faktisk være heldig at finde et stykke mammutstødtand mellem alt det andet. Slibeværktøjet er også klart.
Så det er svært at gå forbi uden at blive fanget ind i den lille arbejdsplads.

Minsalim har også en tromme kaldet ”burban” ligesom alle hans små shaman-skulpturer har. Faktisk har han to ”burbans”. En som han bruger til folkelige ceremonier og en personlig. Den kunne jeg ikke røre, da jeg er en kvinde. Ligesom i gamle dage er der stadig nogle ting, kvinder ikke kan røre - forklarede han mig. Jeg blev godt nok lidt forskrækket. Nogle mennesker tror, at han er en shaman - måske fordi han ligner en - måske fordi han taler et poetisk sprog og ser dobbelt betydning mange ting.

M som Minsalim M som mammut - Minsalims Mammutlaboratorium.
- Engang boede der flere mammutter end mennesker på jorden, sagde Minsalim og kiggede langt, langt gennem mig. - Det er svært at tro på, fortsætter han og drikker den næsten kolde te.
Nær museet ligger Minsalims gamle værksted


- "Mammutlaboratoriet”-
En helt særlig plads, dækket med et tykt lag knoglestøv. Ved indgangen, når jeg åbner den knirkende dør, er jeg overvældet af den allestedsnærværende lugt.
Den er ikke behagelig, da lugten af knogler og horn minder om et besøg hos tandlægen. Her er et andet liv end i museet.
Her er action. Museum lyder lidt for passivt.
De små figurer af shamaner ligger rundt omkring.
Nogle er dækket af et tykt lag støv, som om nogen havde glemt dem.
Mens andre ufærdige venter på deres tur. Nogle af dem vil ende på museum, nogle af dem i en privat kollektion i Rusland, og andre langt væk i vestlige lande.
Minsalim sidder på sin slidte arbejdsstol og viser, hvordan han skaber sin kunst, hvordan han arbejder.
Han ligner en guldsmed, da han sidder bøjet over et forstørrelsesglas.
Det er et meget præcist job. Han koncentrerer sig… Pudselig hører jeg denne særprægede lyd af en slibemaskine - som at besøge tandlægen – tænker jeg igen.
Jeg føler næsten, at tænderne begynder at gøre ondt, da jeg hører lyden.
Det er ligesom Minsalim selv har transformeret sig til en mammut gennem alle disse arbejdesår.
Når man ser på ham, mens han arbejder, forestiller man sig næsten, at der i hans lunger samler sig et ganske godt lag af dette meget værdifulde historiske materiale - mammutstøv.
Pludselig stopper hvinet fra tandlægeboret, og den enorme mammutstødtand lander i mine hænder!
Det er som om, det er en hurtig rejse i tid, det er som om, jeg formåede at klappe en mammut - for et øjeblik. - Det skal koste en formue, tænker jeg højt. Nysgerrigheden æder mig.
Samme mammutstødtand har han enten købt, eller nogen har givet den til ham.

Pludselig siger han til mig: - Du skal komme på besøg i august, når vandstanden i floderne falder. På dette tidspunkt går folk i Sibirien ikke efter fisk, men efter mammuttand.
Når du kommer næste gang, kan vi gå på mammutjagt ved floden, og måske kan vi finde noget- man ved aldrig.
- Wov! tænker jeg.
- Det er også muligt at tage på en palæontologisk ekspedition. Alt det, som du finder, er dit.
Det eneste problem er, at udlændinge har svært ved at få mammutstødtænder over den russiske grænse, sagde Minsalim, som om han så, at jægerinstinktet vågnede i mig, og at jeg i fremtiden måske ville finde noget særligt.
Hvad ville jeg gøre, hvis jeg havde ”good luck”? Måske give tanden til Minsalim, fordi han ville trylle noget ud af den.
Når han former små figurer af mammutter, er det som om, han giver dem nyt liv. Nogle gange laver han en lille mammut af tanden – tænkte jeg. I Europa er elefanten et symbol på lykke, og i Sibirien er det en mammut. Så Minsalim laver også en produktionen af held. Han er en heldig artist.
Men hvad er så interessant i mammutstødtænder, bortset fra at det er et meget værdifuldt historisk materiale? Mammutstødtænder har en unik farvesammensætning.
De har ligget begravet tusinder af år i jorden og gennemgået en gradvis mineraliseringsproces.
Derfor har de en række nuancer af farver- fra mælkehvidt til blå-violet, som han viste mig på en af sine skulpturer.
I værkstedet er der også placeret en form for ”spiseskammer”. Når vi kigger derind, finder jeg hurtigt ud af, at Minsalim er godt forberedt til den lange sibiriske vinter.
Han vil ikke løbe tør for materiale, da der i rummet er et bjerg af horn, et bjerg så højt som mig.
Dette er en hel flok hjorte.
Han er ikke den eneste mammut-billedhugger. I Tobolsk by ligger der en skulpturfabrik.
Her arbejdede han i mange år. Der er måske 200 andre skulptører som ham i Tobolsk.
Dette kunsthåndværk er gået i arv fra generation til generation. Minsalim er et levende eksempel på dette.
Hans kone og tre sønner er også billedhuggere. Traditionen er bestået, ikke gået tabt.
På Minslims pande kommer der mange rynker, når jeg spørger ham, om han ikke er bange for, at Sibirien vil løbe tør for mammutter en dag. Selvfølgelig er han bekymret. I vores tid, hvor billedhuggere bruger elværktøj til at lave skulpturer, går det alt for stærkt.
De første billedhuggere i mammutstødtænder arbejdede kun med hænderne, uden alle de elektriske tricks. Sådan er livet .

Minsalims kone Irina kommer ind til os og binder et vedhæng omkring min hals.
Det har hun selv lavet af en mammutstødtand specielt til mig.
- Den bringer lykke, siger hun med et smil.
Det er en smuk gave fra den sibiriske jord ...
Jeg har sendt artiklen til den schweiziske journalist, som jeg lovede.
Efter en uge fik jeg en mail fra ham:
- Hvis du en dag tar` på en palæontologisk ekspedition til Sibirien –
så er jeg klar!!