Det er næsten som et færdigt manuskript til en film: Drama med en lykkelig slutning.
Da historien om dette sted er usædvanlig og tæt forbundet med ham. Inden der blev museum, stod der et meget gammelt hus, forladt og nedbrudt, her i hjertet af Tobolsk, lige over for den hvide kreml. Et flot hvidt kloster. Det hus var så gammelt som Minsalim selv, omkring 100 år.
Så min teori er, at hans alder er bekræftet her, da de er jævnaldrende. Engang var der i huset masser af liv, da der var et børnehjem. Man kan sige et usædvanligt børnehjem, fordi dets fulde navn var: Tatars Børnehjem, og alle her kommunikerede på tatarisk sprog.
Da man bragte den lille Minsalim, et tatarisk forældreløs barn, hertil i en af de kolde sibiriske vintre, var han måske knap tre år, og Tobolsk var dækket af et tykt lag hvidt sne.
Det var her han voksede op, og man kan sige, at han blev her for evigt, som den sidste af de forældreløse børn. Den sidste soldat på vagt.
Måske udviskede vinden grundigt sporet i sneen efter ham den kolde vinterdag, da han blev efterladt for første gang i dette hus, så han ikke kunne finde vejen tilbage til sin historie.
Minsalim har aldrig kendt sine forældre og aldrig fundet ud af mysteriet om, hvad der skete med dem. Derfor leder han måske efter sine rødder i de forskellige kulturer, myter og legender.
Selve bygningen blev doneret til ham af de kommunale myndigheder, forladt og i komplet ødelagt tilstand.
Engang tog denne bygning sig af ham, nu tager han ansvaret for bygningen - tænker jeg.
Minsalim har rekonstrueret bygningen med sine egne kræfter. Og her skabte han: ”Museum of the Bone History”. På grund af den personlige tilknytning har museet også et andet navn: ”Minsalims hjem”.
Faktisk er her som i et rigtigt hjem.
Her er der også en kop varm te til mig. Når jeg holder om koppen kommer varmen til mine hænder. Ja det er rigtig koldt.
Der er også tatariske lækkerier: Sprøde bagværk ” Баурсак” (Baursaki). De er så store, at de ligner et bjerg af hatte.
Sammen med andre museumsgæster smagte jeg på en velsmagende ” Баурсак” og så på billeder af den unge Minsalim og børnehjemstræhuset omgivet af sne. Stumper af et liv for evigt fastholdt i fotos.
Et af de gamle sort-hvide fotos viser et udsnit fra børnenes liv: Rummet er fyldt med senge.
I dem sover drengene pænt ved siden af hinanden, og de er måske ca. 7 år gamle. De ligner hinanden.
Måske er en af dem Minsalim? Men det er vanskeligt at sige, da han ikke havde det karakteristiske udseende dengang.
Huset er fyldt med udstillinger og med minder. Minsalim ved præcis, hvor alt var i gamle dage, da dagens historie er sammenflettet med fortiden her. Nu er rummet fyldt med udstillingsskabe.
Bag glasset ligger der knogler og horn fra forskellige dyr. De ligger pænt som drengene på fotoet.
Mange af dem er så hvide, at det er muligt at tage fejl og sige, at nogle af dem er lavet af marmor, da de er så hvide som sne. Elghorn, kaskelottand, mammuttand, mammutelfenben, mammutskelet - er der skrevet med små bogstaver på et stykke papir med beskrivelsen af skulpturerne.
Hornene og knoglerne er usædvanlige og originale, fordi en mester har rørt ved dem. Som om Minsalim har brugt tryllestaven, begynder de at fortælle de gamle sibirske myter.
Værkerne har etnisk karakter, og derfor er der masser af små shamaner, som spiller på trommer, taler med fugle eller bjørne.
Det er næsten muligt at høre dem slå rytmisk på trommen, falde i trance og rejse i tiden og over tiden.
De shamaner fortæller sibirske legender om to brødre: Dagen og Natten, historier om solen, om den gyldne kvinde, om menneskenes bror – bjørnen.
I museet er der også plads til de nysgerrige, til begynderne, da det er muligt, selv at prøve at blive knoglebilledhugger - for a moment. Alt er klart: Bordet med lys og en kasse med forskellige materialer.
Man kan faktisk være heldig at finde et stykke mammutstødtand mellem alt det andet. Slibeværktøjet er også klart.
Så det er svært at gå forbi uden at blive fanget ind i den lille arbejdsplads.

Minsalim har også en tromme kaldet ”burban” ligesom alle hans små shaman-skulpturer har. Faktisk har han to ”burbans”. En som han bruger til folkelige ceremonier og en personlig. Den kunne jeg ikke røre, da jeg er en kvinde. Ligesom i gamle dage er der stadig nogle ting, kvinder ikke kan røre - forklarede han mig. Jeg blev godt nok lidt forskrækket. Nogle mennesker tror, at han er en shaman - måske fordi han ligner en - måske fordi han taler et poetisk sprog og ser dobbelt betydning mange ting.

M som Minsalim M som mammut - Minsalims Mammutlaboratorium.
- Engang boede der flere mammutter end mennesker på jorden, sagde Minsalim og kiggede langt, langt gennem mig. - Det er svært at tro på, fortsætter han og drikker den næsten kolde te.
Nær museet ligger Minsalims gamle værksted