Det var først Esben og Kamilla der tog til Norge på læder skole, derefter Marie som tog til Edinburgh i 5 ugers praktik i møbelpolstring, Line tog også på møbelpolstring praktik i England og så Michael rejst til Sverige som autosadelmager. De kom alle glade tilbage, med et stort smil, fuld af inspiration, med masser af oplevelser, masser af billeder til at viste os, masser af historier at fortælle. De var blevet lidt mere modne, som frugt i deres profession. Jeg kom i tanke at jeg også vil ønske at rejse, møde fremmede mennesker, og lære deres måde at arbejde på. Jeg gik på skolen og tænkte over det… til en dag John sagde…Du skal til Frankrig! det er noget for dig!

Lycee des Metiers d Art du Bois et de l`Abeublement
Er en artistisk skole, de har alt: møbelpolstring, kunstmaling, billedskæring, renovering af antiks, trædrejning, og masser andre spændende ting. Jeg er selv en ”woodpicker”, laver træfigurer med motorsav, så da jeg hørte at de laver træarbejde fik jeg store øjne. Det var det, jeg vil rejse til Frankrig! Jeg snakkede om den mulighed med Erik som står for international udveksling af students på Teknisk Skole i Skive om jeg kan rejse, og kombinere møbelpolstring med træarbejde. Ord kan reelt skifte virkeligheden! Så pludselig var det virkelighed, at jeg skulle 5 uger til Frankrig. Jeg gik på skole og tænkt ikke længer over hvorhen jeg vil rejse, men hvordan bliver det i Frankrig. prøvede jeg at sige og smile lidt charmerende. Faktisk kan jeg ikke fransk…., på Skive Teknik Skole i vores møbelpolstring kælder spurgte mine kollegaer: ”Kan du snakke fransk Aga”? …jeg kan sige… la baguette og selvfølgelig… Le français est facile – sådan begyndte min franske møbelpolstring adventure ” fransk er nemt”, det var min mantra, som jeg sagde det tusindvis af gange før jeg kastede mig ud i det franske liv, da jeg var på vej til Revel, en lille by som ligger i den historiske trubadurs land, kaldet Languedoc, mellem Pyrenæerne og Toulouse.

De første franske overraskelser…
Det var Brigitte, som med et stort smil, tog imod mig i lufthavnen og tog mig med hjem. Det var en sjov tur, da Brigitte ikke kunne finde vej, så nogle gange gættede hun, at det måske er her eller der hun skal køre. ”No GPS,” hun vil ikke være afhængig af sådan noget teknik. Så jeg var fra første færd ”lost in France”… Vi grinede meget, fordi vi snakkede om snegle, frøer og selvfølgelig franske vin. Brigitte spiser ikke snegle og frøer! Det er den første Franske overraskelse, en franskmand som ikke spiser snegle og frøer! Det var utrolig mærkelig for mig, fordi jeg tænkte, at alle spiser den slags mad her. ”They taste terrible!”, sagte hun kort og grinede og det var ikke den eneste person, jeg har mødt her, som sagde det samme. Brigitt fortalte mig, at processen for at tilberede snegl er meget langt. Først skal sneglen gå på slanke kur, forklarede hun, de skal ikke spise i 10 dage!, så de bliver klar af alle de giftige substans. ”Så hvis jeg skal spiser sådan en sulten snegl", filosoferede hun, "så bliver jeg også sulten… nej tak for det” sagte hun på engelsk og grinede igen!

Vi kørte gennem tusindvis af vingårde, og det fik mig til at tænke på en film jeg har set fra Toscania. Her har man stadig den tradition, at komme vindruerne i en stor balje, og folk med bare fødder presser saften ud af dem, og har det sjov. Det vil jeg gerne prøve, men nu er det maj, vinrankerne er tomme og jeg har kun 5 uger til at være her. Så der kommer ingen vindruer mellem mine tæer.
Jeg kom straks til familie træf, mødte fransk gæstfrihed, prøvede lokale vine. Jeg blev igen overrasket min først dag, fordi når de spiser ost drikker de hvidvin. Jeg fik forklaret at hvidvin er ikke så stærk som rødvin, den er mere delikat, og det er vigtigt at smage ost og ikke bare smage vinen. Det har de selvfølgelig ret i, og det smage godt. Hvert land har deres kulinariske traditioner, jeg vil ikke se traditioner, men kombinationer.
Tidligt om morgenen så jeg ”Moon Mountains”, som man så barsk kalder Pyrenæerne. De var så klare, så hvide og så imponerede, så jeg blev stående som tryllebundet. Med det imponerende billede af Pyrenæerne i mine øjne kørte vi til min første dag i den franske skole. Jeg havde lidt sommerfugle i min mave, da jeg blev præsenteret til alle lærerne, til alle skolens personel og det var svært at huske alle de navne, så jeg holdt op med at huske på dem. Jeg kunne se at Frankrig har deres egen hilse ceremoni. Jeg fulgte efter Brigitte, som gik rundt med mig på skolen og viste mig alle de spændende værksteder, og hun kyssede alle sin medarbejdere. Her i Frankrig siger folk Bonjour og kysser to gange på kinderne. De kysser hinanden hver dag når de går på arbejde, alle kollegerne, de kysser, når de møder naboer, venner, de kysser og kysser. Jeg får også mine hilsen kys. Så nu forbinder jeg ” French kiss” med de to hilsen kys.
Kan I forestille jer at gå på arbejde eller i skole fra kl. 8 til 18? Mange af jer vil sige nej tak. I vil ikke have overarbejde. Men i den franske skole foregår undervisningen i de timerne. Så jeg kommer hjem og er 100 % færdig. Jeg føler mig lidt som i en film med Louis De Funés, når jeg høre den franske sprog omkring mig, mangler jeg bare undertekster, men jeg kan lide at lytte selvom jeg ikke forstår, det er lige meget, det lyder meget melodisk, og nogle gange skarp som den franske gede ost. Undervisning på fransk er et stor udfordring for mig. Det er rigtig, at i Frankrig, er de ikke så gode til engelsk, lærerne og eleverne kan ikke engelsk, men nogle gange er de bare generte og begynder alligevel at snakke engelsk til mig.
I møbelpostring undervisning med Joël Seillé og Jean-Louis Pérez, fik jeg en petite stol og gik i gang med at lære de franske ”hemmelige” traditionelle tekniker. De polstrer anderledes end her i Danmark, binder på anden mode gjorde, laver anderledes snøring og mange andre ting. Dag efter dag finder jeg faktisk ud af at det hele er anderledes. Så jeg kom i store polstrings tanker, at alt i den profession er muligt.
Jeg går også til undervisning med Jacques Cazett og lærer billedskæring. Her fik jeg ca. 40 majsler, så der er nok til at vælge mellem. Og gik i gang med at lave min først relief. Med Stéphane Gardeil arbejder jeg med en abstract skulptur, som er en variation af menneskelige elements af ansigt. Det er en rigtig kreativ måde at undervise på. Hver af elevernes skulpturer er individuelle og fantasifulde. Så jeg er i gang med at skære øjne og kan ikke vente til de bliver færdigt.
Da de hørte i den franske skole, at jeg laver skulpturer, blev de meget interesseret over det og vil meget gerne at se, hvordan det skal laves. Det var umuligt at have en motorsave med i flyet på grund af terror reglerne, så jeg sendt den med post og den kom dagen før mig til Frankrig. Da jeg skulle vise hvad jeg kunne med motorsaven kom publikum fra alle skolens hjørner, jeg fik kuldegysninger, fordi min motorsav ville ikke starte første, anden og tredje gang…. Jeg blev bare frossen, selvom solen skinnede på fuld knald! Men heldigvis startede den, jeg tøede op igen og gik i fuld gang med carving. Jeg var også 100 % sikker på at publikum ville forsvinde efter 5 minutter, på grund af larmen. Men jeg tog fejl og blev imponeret over dem, da de blev hos mig fra starten til enden.. Revel fik en ugle, som nu står i skoles entre og byder alle velkommen. Det synes jeg er dejligt på den måde at udveksle viden og kunnen, at lære fra hinanden.
Jeg fik min lejlighed i centrum af Revel, bor over blomster butikken og bagerier med fantastiske store vinduer så jeg kan følge livet på gaden. Tidligt om morgenen vågner jeg til duften af nybagt brød , kigger på folk som kommer ud fra bageri, med baret på hovedet og baguette under arme. Sådan ser den typiske franskmand ud i mine øjne. Jeg spiser ”la baguette” om morgen til frokosttiden og om eftermiddagen, som andre folk hele dagen. De smager godt. Jeg nyder også at kigge fra mine vinduer om lørdagen, og følge med i den mest fantastiske marked i France, som skrevet står i en brochure. De handler med det hele: blomster, frugts, grønsager, fisk, oliven i forskellige sirup og selvfølgelig ”fromages” (ost). Jeg tænker ofte, når jeg kigger på dem, at jeg har 100 camemberts foran mig, men faktisk hver af dem har et andet navn, form, farve og anden smag. Jeg har også fundet hjemme lave løgmarmelade og det er ikke engang løgn!
Jeg kan lide at opleve Frankrig gennem undervisning i skole, mennesker, seværdigheder og køkken, jeg kan lide at lukke øjnene og nyde lydene, dufte, smage, drikker vin og kigge omkring mig og blive overasket over det hele. Jeg tog invitation til en tur i de imponerede Pyrenæer, fik mit ønske opfyldt, spiste snegle og frøer, selvom Brigitte sagde, at de smager terrible, med hvidløg og persille. Ba! Jeg puttede dem straks på min guddommeligheds liste! Frølår er meget delikat og sneglene er ikke så store, og jeg ved ikke om det måske skyldes den snegle slankekur, som Brigitte fortalte mig om.
Jeg elsker at komme tæt på livet i de gamle franske huse og møde mennesker og deres gæstfrihed. Jeg smiler for mig selv hver gang, jeg drikker tea eller kaffe her, fordi de drikker i store skåle og ikke i krus som i Danmark. De kigger på mig og jeg forklarer at i den skål ville jeg spise suppe i Danmark og hver gang griner de når de hører det. De har åbne ildsteder i husene, og bruger dem ofte til at lave mad, som på grill. Jeg fik fisk lavet på den måde og det er dejligt at se hvordan maden laves i de dansede flammer.
Det er også sjovt på banegården, når jeg ønsker at rejse og udforske Frankrig og købe en billet i kassen. Når jeg siger ”Hello”, stikker kassedamen begge arme i vejret, blive grøn som grenoville (frøer) i hovedet, laver store øjne og ønsker at sige noget men det lykkes ikke i de første sekunder. Hun giver mig ikke mulighed for at sige mere, fordi jeg kommer som en stort problem for hende og så begynder hun at råbe på fransk ”Hvem snakker engelsk her?!” til de andre kassedamer som sidder og ekspederer passagererne. De kiggede alle sammen på mig og ryster på hovederne, så jeg begynder at blive mindre og mindre, til jeg fra det fjerneste hjørne hører engelsk, og bliver reddet. Hvis jeg nu ønsker at rejse ved jeg hvilken kassedame jeg skal komme til!
Jeg har været i den røde Toulouse, den farve er overalt her, Carcassone med sit fantastisk castel, som er på UNESCO´s liste og faldt i den turistiske strøm af mennesker. Men det var til Albi jeg tabte mit hjerte, med den imponerende St. Cecylie katedral. Den by er magisk og her kan du møde den gamle historie i hvert et hjørne, som i hele Frankrig, så det er bare at lukke øjnene og fantasere om, hvordan de byggede katedralen, hvordan livet var og er. Jeg bliver overrasket hver eneste dag og er spænd på hvad den næste bringer.
St. Cecylie katedral Albi

Carcasonne

Jeg har læst en bog af en ung Australier. Jesse Martin, han skriver: ”Adventure. Have you ever stopped to consider what that word means?(…) Adventure is actually another word for life. Think about it” . (Jesse Martin “Kijana the tru story”)