Med s/y Nirvana til Skotland.

Skibets navn: Nirvana
Skibets type: Bavaria 42
Kaptajn: Henrik Neve (hele tiden i godt humør)
Besætning: Agnieszka og Karl Ejner (polsk-dansk)

Det var for mig en drømmeide, at sejle med langtursejlerne over Nordsøen. 40 skibe lød som en flåde, der drog ud for at erobre Skotland, som i de gamle dage. Det lød spændende og fantasifuldt. Jeg lukkede øjnene og hørte næsten vinden der blæste i sejlene. Men denne smukke drøm blandede sig med søsygdom, da vi aldrig havde sejlet så langt… Alt begyndte i Glyngøre, med hygge og god mad, som skærpede vores appetit til turen. Det var i kaptajn cook Kurt og hans hustru Jyttes hus. De vil også med, men Kurt vil sejle i eget skib ”Carba”. Først sejlede vi som børnene med fingrene klistrede på kortet, det gik faktisk hurtigt. Men alligevel blev vi overrasket over olieplatforme, som lavede veritabel labyrint fra Nordsøen. Vi planlagde, diskuterede om vejret om tidevand. Vi diskuterede indtil der ikke var noget som helst at diskutere mere.

Så kom den dag, som jeg kalder den vigtige dag, det var ” pakke dag”, og med den kom et af de største problemer: beslutningerne om, hvad man skal tage med, og hvad der ikke… Jeg var misundelig på Henrik, som vi skulle være sammen i de kommende tre uge, han var som en snegl, fri for de spekulationer med bagage. Han tog hele huset med sig. Sådan! Så det var kaptajn Henrik og Karl Ejner, som stod for proviantering, fordi jeg sank til bunden ned i bagagen.

Ladies og gentlemen: ”Adventure begins”!


Nirvana badet i solskin, forlod Skive havn 26. juni, præcis 10.45 og tog en kurs vest på. 6 knob susede vi på vandet i de mekaniske, musiske rytmer spilede af motoren Volvo penta, indtil Nirvana ankom til Oddesund. Her ventede vi på Kurt, som sidst på aften fortøjede Carba med fuld besætning. Tusmørk aften blandede sig med kold hvidvin - og rubinrød vin. ”I hope you had a very nice first day!!! Enjoy the rest! Love. Elly”. ..… og vi havde en rigtig god dag, skrev jeg tilbage på sms til vores hollandske venner Elly og Jan. Henrik holdt øjne med vejrudsigten, kontrollerede nogle grib filer. Så kom der en enkelt rynke på panden, som betød, dårligt vejr. Han kiggede på os med et stort spørgsmåls tegn på ansigtet.


Vi besluttede ikke at vente på hele flotillen i Thyborøn. Vi vil ikke vente på dårligt vejr. Pludselig sagde Henrik: ”Det er bedre at sidde i Inverness i Scotland, drikke en kold Guinness og vente på de andre skibe”. Hans bekymring forsvandt og derefter kom Henriks typisk dejlige grin. Jeg elsker det grin, da det altid spreder sig til andre mennesker… Så da Henrik begyndte at grine, grinede vi alle… Den kolde Guinness voksede i vores tanker.
Så ”Let´s go! ….”


Næste dag ringede vækkeuret kl. 6. Indhyllet i morgen tåge sejlede vi mod Thyborøn og diskuterede strategien. Jeg fik nogle opgaver: at lave en gryderet og smøre nogle stykker rugbrød i Thyborøn, mens mændene skulle skaffe diesel til vores tank. En typisk fordeling: kvinder i køkkenet, mens mændene går i byen ….. På den anden side af Nordsøen ventede på os en kold Guinness og vi gjorde os klar…


I cockpittet i Thyborøn duftede dejligt af en gryderet, og bunken af smørrebrød voksede og voksede…. Det var nemt for Karl og Henrik at komme tilbage til skibet, da de gik efter duften af min gryderet med dunkene fulde af diesel… 2 timer forsvandt hurtig i havnen. " Det er et stort vand og du kan ikke stikke af … "Preben begyndte at true mig om Nordsøen og søsyge …” I livet er det godt at prøve alt”… - tænkte jeg positiv. ”2 timer og I vil komme tilbage” – fortsatte han skeptisk. Jeg prøvede at tænke mere positiv. ”Ok Let´s se ” Jeg havde ikke meget tid til at snakke med dem og høre mere om det store vand, da gryderetten ikke skulle brændes på! Da alt var lavet og vi havde spist frokosten, sagde kaptajnen: fortøjningen af. Angelika og Preben vinkede til os og blev mindre, mindre og mindre og vandet blev større og større… og der var ingen sted til at stikke af….