| |
| |
| |
| |
| |
| |
| |
|
fordi det er nødvendigt at gå gennem den personlige og bagage kontrollen. Men jeg tvivlede lidt på denne kontrol, fordi den kvinde, der kiggede på billedet af min baggage så ud som hun sov….sov godt… Med motorsave i kufferten rejste den polske trækunstner Agnieszka Podczarska fra Fur, gennem den russiske kontrol…og var klar til at rejse 17 timer med den Transsibiriske jernbane til Izhevsk, hovedstad af Udmurt Republik, som er placeret i de vestlige Ural bjerge. Izhevsk var et lukket område i mange år på grund af Kalashnikov fabrikken. Nu lave de stadigvæk våben der, men ikke så mange som før… og en af de store attraktioner er Kalashnikov museet. Udenfor vinduet i toget er skov… skov… skov…nogle gange små landsby med smukke russiske træhuse. Toget er meget komfortabelt med radio, tv, frisk sengetøj og en ansat mand i hver vogn til at lave kaffe og the til passagererne. Det var en lang rejse for at deltage i Den første International træ skulpturer festival ”Livets træ” i Udmurt Republik, som jeg blev inviteret til. At rejse til symposium dreje sig ikke kun om at lave en eller anden skulptur, men også udveksle erfaringer med andre skulptører, men det er også om at opleve mennesker, opleve andre kulturer, opleve steder…det er oplevelse det drejer sig om. At rejse på den måde med motorsaven i kufferten gør at jeg ikke kun er turist, jeg har mulighed for at komme tæt på folk, tæt på deres liv… ….-”sabasz” (skål!)- sagde kvinden på udmurdsk i et flot træhus og gav mig en stærk alkohol drink. Hun klædte sig i en flot udmurdsk dragt og gav mig en slags pandekage, som jeg spiste sammen med Paul, en skulptør fra New Zealand, som også kom for at deltage i festivalen. ”Pandekagen” dyppede vi i honning og spiste den uden kniv og gaffel. ” Sabasz” – sagde hun igen, og fyld mit glas igen med den lunkne alkohol drik. På kedlen stod der skrevet på russisk: the, men det var ikke the alene. Hun havde en stor traditionel halskæde med penge på, som mindede om en ridders rustning. Hun forklarede at den er efter hendes oldemor og pengene på halskæden husker zar tiden. Den tunge halskæde er en traditionel slags beskyttelse mod mænds øjne, fordi mænds øjne altid lander på kvinders bryster. Jeg gav hende, som tak for den dejlige gæstfrihed, en danske krone, den har allerede et hul og hun lovede mig at finde plads til den i hendes halskæde …. Fra Izhevsk gik turen videre, 2 timer med bus til Uva en lille by, hvor festivalen var. Jeg har aldrig deltaget i så stor en festival med 40 skulptører. Ministeren af udmurt Republik ønskede os held og lykke, gav håndtryk, og med et kast af en økse åbnede han festivalen. Det var som en Czajkowski koncert med motorsav, da alle begyndte at save i stammerne, da hver maskine har sin egen lyd og alle arbejdede i sit eget tempo. Jeg var den eneste kvinde og fik en 4 meter lang stamme. Da min skulptur var færdigt og den blev løftet op med en kran og sat på plads, havde jeg mange vabler på hænderne. Jeg stod ved siden af den og følte mig meget lille… Hvordan havde jeg lavet den på 5 dage- tænkte jeg…. Title på min skulptur er ”Livets vand”. Det er en moderne fortolkning af en udmurdsk myte om Value (vandets herre). Han beslutter hvor floderne kommer, hvor livet flyder, og hvor livet dør. Så i min vision er, Value en stor vandhane, som undertiden åbnes eller lukkes ... skabelse af hele verden, livets vand ... Men konceptet af min skulptur drejer sig også om vores forhold til vandet, et af de vigtigste elementer af livet… På arbejds pladsen kom der mange gæster fra sanatoriet i Uva, da Uva er kendt for sin helbredende vand. Gæsterne fulgte processen hver dag og lavede tusindvis af billeder, og der var hyggelig musik om aftenen og ”bania”, den russiske sauna, som var fantastisk til vores trætte muskler… Jeg fik masser af visitkort af russiske kunstnere, masser af nye kontakter masser af venner… masser af gode minder… Men det var svært at undgå snakke om politikken … Det var vodkaen” Kalashnikov”, der stod på bordet. Den løste sproget, åbnede hjerter om den politiske situation… og jeg lyttede… Alle træskulptører plantede også en træ…og det er dejlige at tænke på at jeg har en lille træ som vokser så langt væk og jeg har en skulptur som står så langt væk…og folk kigger på den og lave billeder af den… Måske kommer jeg tilbage en dag og laver en ny skulptur, når mit lille træ er vokset op… |